Hvis du har den ide, at “rigtig” meditation (sanskrit: dhyana) først kan opnåes efter, at du har siddet 20 år i hel lotus minimum fire gange om dagen og minimum 20 minutter hver gang, før din krop letter fra jorden, og dit hoved bliver tomt, så indstil dig nu på at få en ny forståelse for, hvad meditation kan være.

Der skal meget lidt til for at meditere. Du behøver ikke at afsætte minimum 20 minutter to gange om dagen (det, fik jeg selv at vide, var nødvendigt, da jeg først begyndte at meditere… so not true!). Du behøver heller ikke at have en meditationspude, et særligt indrettet hjørne af din stue, røgelsespinde eller en cd med vand og fuglelyde, der spiller i baggrunden. Du behøver ikke engang ro omkring dig. Faktisk er alt, hvad du behøver, dit eget åndedræt og viljen til at afsætte lidt tid til dig selv. Du kan lade din meditationspraksis være en del af din yogapraksis – enten før eller efter. Eller du kan meditere, når du lige har fem minutter og alligevel trænger til en pause fra arbejdet.

Simpel mantra meditation

  1. Find dit sæde. Sid gerne varmt og behageligt, så du ikke begynder at føle et behov for at omarrangere dig selv, når du er begyndt din meditation. Læg dine hænder i dit skød eller på dine knæ.
  2. Dediker dig til dit sæde og find roen her. Glem alt om tøj, hår og kløe på næsen.
  3. Find fokus. Fokuser på dit åndedræt og et mantra. Det, jeg oftest bruger selv og også bruger i min egen yoga undervisning, er: indånding, giv – udånding, slip.

Forsøg ikke at stoppe dine tanker. Meditation handler ikke om, at du ingen tanker har. Det er helt naturligt, at når din krop finder stilhed, så begynder dit tankemylder. Du kender det garanteret fra shavasana (hvilestilling) i slutningen af en yoga klasse. Pludselig får kroppen ro, og tankerne myldrer frem med alt fra to do lister til samtaler, du har haft i løbet af dagen.

I Yoga Sutras beskriver Patanjali yoga som det resultat, man opnår gennem meditation. Yogash chitta-vritti-nirodhah (YS I:2). Løst oversat betyder dette citat, at når du stopper (nirodhah) med at identificere dig med dine tanker (chitta vritti), så vil du opleve yoga (forening), identifikation med Selvet, som er samadhi (det samme), glæde, lykke og ekstase.

At meditere handler om at kunne observere dine tanker uden at gå i dialog med dem – altså uden at vurdere dem. Men blot at lade dem passere. Det er netop ved at observere vores tanker uden at forholde os til deres værdi eller tilskrive dem en god eller dårlig betydning, at vi kan begynde at distancere os fra dem. Vi kan jo ikke observere noget og samtidig være det, vi observerer. Derfor er det, vi observerer, ikke os. Og det er, når vi kan se os selv som separate fra vores tanker, at vi begynder at nærme os formålet med yoga: forening.

One thought on “Simpel mantra meditation”

del din sandhed... om shanti

%d bloggers like this: