Hvert år når julemåneden nærmer sig, så får jeg og mine søskende en sms fra min mor, hvor hun spørger efter vores ønskelister. Det er en velkommen mulighed for mig at tænke over, hvad jeg reelt har brug for i stedet for, hvad jeg gerne vil have.

I løbet af min research til min egen ønskeliste i år kom jeg til at tænke på, at du måske kunne bruge lidt inspiration til din juleønskeliste. Derfor giver jeg dig i dag mit bud på en bæredygtig, vegansk, zero waste, yoga juleønskeliste. Men først vil jeg skrive lidt om, hvordan jeg fandt frem til den ønskeliste, og hvad der er vigtigt for mig.

Bæredygtig, vegansk, zero waste, yoga juleønskeliste

Tankerne bag min bæredygtige juleønskeliste

De sidste par år har vi herhjemme bevæget os mere og mere i retning af en bæredygtig og zero waste livsstil. Du kan læse mere om zero waste og yoga lige her. Det betyder bl.a. at vi ikke køber nær så meget, som vi måske tidligere har gjort. Og når vi køber noget ”nyt”, så er det som regel genbrug. Vi er på ingen måde 100% zero waste, men vi reflekterer altid over, hvad den reelle kost er af at anskaffe os nyt. Hermed mener jeg ikke i kroner og ører for os, men hvad produktionen af det produkt, vi anskaffer os, har kostet for miljøet.

Det er ikke fordi, at jeg ikke bryder mig om at modtage eller give gaver, men jeg er bare ikke en fan af gaveræset i julen, hvor der bliver købt for så svimlende summer ting, som man måske ikke engang virkelig har brug for.

Jeg anerkender dog følelsen af, hvor rart det er at give en godt udtænkt gave, som man virkelig har lagt hjerte og kræfter i at finde eller lave til et andet menneske. Samt glæden ved at modtage en gave, som der virkelig er tænkt over, og som er givet med kærlighed og omsorg.

Da jeg derfor skulle sammensætte en juleønskeliste til min mor i år, så var det med fokus på forskellige parametre, som er vigtige for mig i forhold til, hvad jeg har brug for, og hvilke produkter og materialer, som jeg byder ind i mit liv.

De gaver jeg ønsker mig i år lever op til i hvert fald en eller flere af følgende:
  • Bæredygtigt produceret og lavet af bæredygtige og bionedbrydelige/komposterbare materialer.
  • Indeholder ikke plastik. Du kan læse mere om, hvorfor det er bedst at sige nej tak til plastik her.
  • Indeholder ikke animalske materialer – det er vigtigt, at de er veganske.
  • Er noget jeg reelt har brug for, og er så praktisk anvendelige som overhovedet muligt.
  • Er produceret så lokalt som muligt, eller virksomheder som er danske eller europæiske.

Derudover, så må gaverne gerne være købt som genbrug, pakket ind i genbrugt papir, avispapir eller stof – eller slet ikke pakket ind.

Bæredygtig, vegansk, zero waste, yoga juleønskeliste

Nedenunder er mit bud på en bæredygtig, vegansk, zero waste, yoga juleønskeliste, som både indeholder nogle af mine egne ønsker, men som også giver dig nogle generelle bud på en mere grøn ønskeliste.

Det er selvfølgelig vigtigt, at du selv kritisk tager stilling til, om du reelt har brug for de ting, som jeg oplister nedenunder. Har du fx en yogamåtte i forvejen, så overvej om du virkelig har brug for en ny, selvom der er kommet en ny smuk farve.

Mine juleønsker

1. Clean Kanteen termodunk og Food Canister: Når man køber take away, er der helt automatisk en større risiko for, at man producerer affald. Med en termodunk og isoleret madkasse, kan jeg tage både kolde og varme drikke- og fødevarer med mig på farten og holde dem enten kolde eller varme i flere timer. Så jeg kan spise sundt, spare penge, og spare miljøet for unødvendig emballage. Clean Kanteens produkter er lavet i stål og er praktisk talt uopslidelige – hvorfor der også er en livstidsgaranti på dem.

2. Headphones uden læder: De jeg har, har givet op, og jeg har brug for nye. Jeg vil dog gerne have nogle, som ikke er lavet af læder, men jeg har endnu ikke fundet dem. Hvis du ved, hvor jeg kan finde nogen uden læder, så skriv endelig i kommentarfeltet.

3. Lana Maternity Bra og Briefs fra Under Protection: Under Protection er et dansk firma fra København. Deres mål er at vise, at bæredygtighed, mode og æstetik sagtens kan gå hånd i hånd.

4. Diffuser til essentielle olier – som fx denne her: Essentielle oliers aktive egenskaber påvirker både vores helbred og humør. Jeg har ledt efter en diffuser, som primært består af bambus eller glas. Men de fleste af dem, jeg har fundet, kan jeg ikke bestille til Danmark. Hvis du kender et sted, som sælger diffusere, så del endelig i kommentarfeltet, hvor jeg kan finde dem.

5. Fyldepen: Jeg vil rigtig gerne undgå at købe engangskuglepinde, så derfor står en fyldepen højt på min ønskeliste. Mit eneste krav er, at den skal kunne fyldes med både sort og blå farve og have en tynd streg. Hvis du kan anbefale én, så del endelig i kommentarfeltet.

6. Morgenkåbe fra People Tree: Lavet i økologisk bomuld og med respekt for både folk og planet. Denne morgenkåbe er både bæredygtig, økologisk og fairtrade. Perfekt til kolde, mørke vintermorgener eller en kølig sommermorgen på terrassen.

Bæredygtig, vegansk, zero waste, yoga juleønskeliste

Andre bud på en mere grøn juleønskeliste

7. Bæredygtigt yogatøj i bambus fra norske Run & Relax – fx Tie Dye Yoga Tights og Leyla Yoga Bra: Jeg elsker bambustøjet fra Run & Relax, og jeg bruger det selv både til at undervise i og praktisere i. Det er så blødt og lækkert! Som Pro-ambassadør for Run & Relax kan jeg give dig eller din gavegiver 20% rabat på første køb – brug koden tine20 (affiliate link).

8. Online Yoga abonnement til Yogavivo: Måske vil du gerne selv kunne praktisere, når det passer dig eller prøve forskellige slags yogametoder. Hos Yogavivo finder du alt fra Yin Yoga til Jivamukti Yoga og videoer fra fem minutter til 90 minutter. Du kan få en gratis prøveperiode ved at bruge dette link  (affiliate link).

9. Yogaoplevelser som fx et yogaretreat på Samsø eller et klippekort til yoga.

10. Safety razor: Skift dine plastikskrabere ud med en safety razor, som du kan bruge igen og igen. Det sparer miljøet for en masse plastik og dig for en masse små sår fra dovne plastikbarberskrabere. Du kan finde et hav af forskellige safety razors på Amazon.

11. Barbersæbe fra Isangs: Jeg er selv rigtig glad for barbersæben fra Isangs. Isangs er en dansk virksomhed i København, som selv laver deres egne økologiske, fairtrade og veganske produkter i deres butik i København.

12. Jade Yoga måtte: Jade Yoga producerer yogamåtter i bæredygtigt naturgummi. Måtterne er non-slip, det betyder at du står fast, selvom du måske har svedige håndflader eller praktiserer hot yoga. Jade Yoga planter et træ for hver yoga måtte de sælger.

Jeg håber, at du har fået inspiration til en mere bæredygtig, vegansk, zero waste, yoga juleønskeliste. Du kan jo sende et link til dem, der spørger efter din ønskeliste, hvis du har lyst. Jeg vil også meget gerne høre dine tanker om juleønskelister, og hvad du ønsker dig til jul. Lad os inspirere hinanden til en mere bæredygtig jul.

del din sandhed... om shanti

%d bloggers like this: