For et stykke tid siden delte jeg på min Instatory på min Instagram profil en vegansk og børnevenlig minestronesuppe. Og der var mange, der gerne ville have opskriften. Derfor deler jeg den nu med dig i dag.

En minestronesuppe er en tyk suppe fra Italien. Den er meget taknemmelig at lave, da den traditionelt består af de råvarer, som er i sæson, samt bønner og pasta. Denne udgave er en vegansk og børnevenlig minestronesuppe, som er nem og hurtig at lave, og er lige så velegnet for voksne som for børn.

Vegansk og børnevenlig minestronesuppe

Grunden til, at den er børnevenlig, er, at jeg har valgt at bruge røde linser i stedet for bønner. Linserne koges helt ud, så de er med til at tykne suppen og give den både proteiner og fylde. Jeg valgte at bruge bogstavpasta for at glæde min datter, men du kan bruge hvilken som helst pasta, som du har i skabe eller skuffer.


Vegansk og børnevenlig minestronesuppe

2-3 personer

Ingredienser

1 løg
1 fed hvidløg
3 gulerødder
5 kartofler
1 håndfuld små tomater
1 squash i tern

1/3 kop røde linser
1/3 kop pasta
1 spsk bouillon (herbamare eller lignende)
1 liter vand

Olivenolie
1 tsk basilikum
1 tsk oregano
Knivspids salt
Peber

Gærflager + brød

Kom olivenolie i en dyb gryde. Hak løg og hvidløg fint og kom det i gryden med en lille knivspids salt. Svits løgene til de er helt gennemsigtige og bløde. Skær imens kartofler, gulerødder og squash i små ensartede tern. Når løgene er klar, så kommer du gulerødder og kartofler ned til løgene. Lad dem svitse med indtil de også begynder at blive lidt bløde – uden at de tager farve.

Skær tomaterne over et par gange og kom dem i gryden. Lad dem stege med indtil de begynder at nedbrydes og afgive væske. Kom så linserne i gryden og rør rundt. Sæt en liter vand til at koge. Tilsæt imens buillon og rør igen rundt indtil buillonen er helt opløst. Tilsæt det kogende vand indtil grøntsager og linser er dækket af vand – gem resten af vandet.

Når linserne er ved at være godt udkogte og grøntsagerne bløde, så tilsætter du resten af vandet, squash og pasta. Kog suppen indtil squash og pasta er aldente. Smag så suppen til med basilikum, oregano og peber. Pas på med at tilsætte mere salt, da suppen allerede har fået salt og bouillon.

Server med et drys af gærflager og lækkert hjemmebagtbrød – fx de her hurtige og sunde morgenboller.

Jeg håber, at du har lyst til at prøve denne veganske og børnevenlige minestronesuppe. Husk, at du kan variere den med de grøntsager, som du lige har for hånden, så den nemt kan tilpasses din hverdag og budget. Giv endelig lyd i kommentarfeltet eller tag mig @fromyogawithlove, hvis du deler på Instagram.

2 thoughts on “Vegansk og børnevenlig minestronesuppe”

  1. Tak fordi du deler opskriften på den særdeles lækre suppe, Tine – den blev spist med stort velbehag til aftensmad herhjemme i dag 🙂 KH Anne

del din sandhed... om shanti

%d bloggers like this: