Vegansk til højtider og fest er Ditte Gad Olsens anden veganske kogebog. I 2016 udgav hun Vegansk for alle, som indeholder opskrifter på vegansk hverdagsmad. Med Vegansk til højtider og fest giver Ditte Gad Olsen sit bud på vegansk mad til højtider og fester, så både veganere og ikke-veganere kan være med.

Disclaimer: Anmeldelsen er ikke betalt af hverken muusmann’forlag eller Ditte Gad Olsen. Anmeldelsen er et udtryk for mine egne erfaringer og meninger om bogen og bogens indhold. Jeg har valgt at anmelde Vegansk til højtider og fest, fordi jeg gerne vil være med til at udbrede det veganske budskab og vise, at vegansk mad både kan være en del af en sund hverdag, men også sagtens kan være en del af højtider og festmåltider. Give away nederst i indlægget er i samarbejde med muusmann’forlag.


Anmeldelse: Vegansk til højtider og fest

Hvem henvender bogen sig til?

Ditte Gad Olsen henvender sig primært til den veganske vært, som er ny veganer ved at italesætte nogle af de udfordringer eller problematikker, som man som ny veganer kan stå overfor til højtider og fest. Hun giver også sit bud på, hvordan man kan håndtere de mange spørgsmål, man kan få fra venner og familie. På den måde er bogen en fin introduktion til det veganske køkken til højtider og fest, hvis man er helt ny veganer og fx står overfor sin første jul uden flæskesteg.

Det kunne have været fint, hvis Ditte Gad Olsen i højere grad også havde henvendt sig til værten, som har en veganer til bords, da ikke-veganere ofte har brug for hjælp og vejledning, når et familiemedlem har besluttet sig for at blive veganer. Selvom Ditte Gad Olsen ikke skriver specifikt til ikke-veganeren, kan Vegansk til højtider og fest sagtens og i høj grad bruges af ikke-veganere, som gerne vil give den veganske gæst en god oplevelse.

Bogens opbygning

Bogen starter med en række introduktionskapitler, hvor Ditte Gad Olsen giver sine råd og overvejelser videre om, hvordan man håndterer de sociale situationer, der kan opstå, når der sidder en veganer til bords.

Derudover, giver Ditte i kapitlet Særlige ingredienser en forklaring af de mest ”eksotiske” ingredienser, som indgår i opskrifterne i bogen. De fleste af disse er let tilgængelige og kan købes i dit supermarked, selvom du måske ikke har hørt om dem før. Endeligt får du en liste over de mest brugte køkkenredskaber, som du skal bruge til opskrifterne i bogen.

I løbet af bogen og for hvert nyt kapitel deler Ditte Gad Olsen små ophavshistorier til højtiden og sine egne anekdoter fra højtider og fester. Hun skriver personligt og i et let og indbydende sprog. Alt sammen gør bogen levende og nem at relatere til.

Vegansk til højtider og fest
Vegansk til højtider og fest tager afsæt i, at det er muligt stadigvæk at have et socialt fællesskab og dele madtraditionens glæde, selvom maden er vegansk.
Bogens indhold

I løbet af bogen kommer vi omkring opskrifter til Valentinsdag, Fastelavn og Påske, samt sommeropskrifter, opskrifter til Halloween, Jul og Nytår. Endeligt giver Ditte Gad Olsen os også sit bud på, hvad man kan lave til en vennemiddag og til fødselsdage på forskellige tidspunkter af året.

Vegansk til højtider og fest indeholder klassiske retter til årets højtider, sæsoner og fester. Du finder både klassikere som jordbærtærte og koldskål, rødkål og brun sovs, samt risalamande og æbleskiver.

Derudover, finder du særlige opskrifter til fx sommermad og vennemiddage som dybstegte mini-pizzaer med tomater og basilikumolie og bagt ratatouille, samt opskrifter på forskellige slags ost: hvidløgsost, spicy ost og brie.

Hver opskrift indeholder en ingrediensliste, instruktioner til opskriften, samt hvor mange personer den pågældende ret er til. Derudover, drysser Ditte Gad Olsen også små hints og tips ud i løbet af bogen til hver opskrift. Instruktionerne til hver opskrift er nemme at forstå og følge.

Hvilke opskrifter har jeg lavet og hvordan gik det?

Da jeg modtog bogen til anmeldelse, var vi herhjemme i gang med en større ombygning af vores køkken. Vi havde kun en kogeplade til rådighed for vores madlavning inde i vores stue. Alligevel lykkedes det mig at lave en omgang risalamande. Så hvis jeg kan gøre det i så primitive omgivelser, så kan du også!

Risalamande

Jeg har i mange år prøvet mig frem med forskellige variationer af risalamande og risengrød. Jeg er nemlig helt tosset med risalamande, mens resten af min familie foretrækker risengrød. Derfor er det vigtigt for mig at finde en opskrift, hvor risengrøden (den ufærdige risalamande) er lige så lækker, som den færdige risalamande. Til min store glæde vakte opskriften i Vegansk til højtider og fest både begejstring som risengrød og risalamande. Hverken grød eller dessert blev for vandet eller smagte for meget af soyamælk. Den opskrift bliver i hvert fald en fast del af mit julerepertoire!

Æbleskiver med æbletern

En anden juleopskrift, som jeg afprøvede, var æbleskiver. Vi havde hele huset fyldt med gæster og stegte æbleskiver på samlebånd for at kunne følge med efterspørgslen. Og ingen bemærkede at opskriften var fuldstændig vegansk. Succes!

Quiche

Da vi endelig kunne flytte ud i vores nye køkken, og dermed også havde en ovn, kastede jeg mig over de lidt mere komplicerede eller ovn-krævende opskrifter. En af disse var en quiche til påskemiddagen.

Opskriften i sig selv var nem at følge og ingredienserne enkle. Ifølge opskriften blendes tofu med mandelmælk og krydderier til at lettere tyk masse, som blandes sammen med grøntsager og bulgur. Det var lidt af en øjenåbner for mig at blende tofu på den måde, og det er absolut ikke sidste gang, at jeg vil eksperimentere med det. Selve quichen var velsmagende og lækker, men faldt en lille smule fra hinanden ved servering på grund af den løse bulgur.

Bagt ratatouille

En anden ovnkrævende opskrift, som jeg ikke kunne vente med at afprøve, var bagt ratatouille. Jeg lavede den en aften, vi havde venner på besøg. Den tog ikke mere end 20 minutter at gøre klar – resten var ovntid – og til min store glæde blev rub og stub spist op.

Konklusion

Alt i alt vellykkede opskrifter, som var nemme at gå til, og som vagte begejstring hos venner og familie, som ikke er veganere.

Nogle af opskrifterne tager lidt længere tid at lave end almindelig hverdagsmad. Men nu er det jo også festmad, som bogen giver dig opskrifter på. Til gengæld består de fleste af opskrifterne af nemt tilgængelige ingredienser, som de fleste kan finde i deres lokale supermarked, og opskrifterne er logisk strikket sammen og nemme at gå til.

Det eneste som bogen godt kunne bruge er serveringsforslag. Da jeg lavede både quiche og bagt ratatouille, overvejede jeg, hvad der ville passe godt at servere til retten. Det kunne have været så fint, hvis bogen havde givet et eller to serveringsforslag til hver ret.

Du kan finde mere inspiration fra Ditte Gad Olsen på www.veganskforalle.dk eller i hendes tidligere bog Vegansk for alle (2016).

Give away: Vegansk til højtider og fest

I samarbejde med muusmann’forlag har jeg mulighed for at give én af jer kære læsere et eksemplar af bogen Vegansk til højtider og fest. Det eneste, du skal gøre, er at skrive en kommentar her nedenunder, hvor du beskriver en madtradition, som betyder noget særligt for dig, og hvordan du har gjort den vegansk eller hvorfor, du gerne vil gøre den vegansk. Derudover, så skal du finde og følge mig på enten Facebook eller Instagram, hvor jeg offentliggør vinderen af bogen. Af alle kommentarer trækker jeg lod om én vinder af bogen Vegansk til højtider og fest mandag den 18. december kl. 10.00. Held og lykke!

12 thoughts on “Anmeldelse + give away: Vegansk til højtider og fest”

  1. Åh den gad jeg godt vinde 🙏🙏 En madtradition som betyder noget for mig er naturligvis julemaden, og her laver jeg vegansk linsesteg i butterdej, som er SÅ lækkert 😁

  2. Jeg vil meget gerne have mere inspiration til god vegansk mad. Hver gang jeg får det, sætter jeg en intention om, at det skal jeg lave mere af. Jeg tror denne her bog, vil kunne hjælpe mig godt på vej .. også til at kunne vise min til tider ret så traditionelle familie nye alternativer til højtider jul og fødselsdage 🙂

    1. Kære Lene, du har vundet Ditte Gad Olsens nye bog Vegansk til højtider og fest. Jeg har skrevet en email til dig. Held og lykke med at få mere vegansk mad ind i dit liv og at dele glæden over det med din familie <3

  3. Jeg elsker risengrød og risalamande til jul, og det smager heldigvis også fantastisk både vegetarisk og vegansk

  4. Ville så gerne lære at lave endnu bedre lækker vegansk mad samt kager og desserter. Tak for inspirerende blog

    1. Tak for de rosende ord. Heldigvis er kager og desserter super nemme at lave veganske, så det behøver man ikke at undvære 😉 Tak for de rosende ord. God jul 🙂

  5. Jeg er vild med kager og det er min familie også, så det har været dejligt at finde ud af, hvor nemt det er at bruge plantemælk og fx banan i stedet for æg i helt ‘ordinære’ kager 🙂 Glædelig jul!

del din sandhed... om shanti

%d bloggers like this: